Epilog - Finale

Så står vi der, oppe på toppen af bjerget Alpe D'Huez og kigger ned mod det sted, hvor opstigningen begyndte. Der var 21 hårnålesving, der skulle besejres og den nede ved starten har nr. 21 - og for hvert sving er der så et nyt nummer 20, 19, 18 osv. Dagen begyndte med en kort etape på 46 km. Udfordringen var her, at kunne holde holdet samlet frem til foden af Alpe D'Huez. De 46 km var nemlig præget at svage, men konstante stigninger. Det lykkedes og vi var fremme ved første mål kl. 11.30 og kunne så indtage en let frokost og begynde at forberede os på det endelige slag, de sidse 13 km. Cyklerne blev kigget efter og så var der blot ventetiden tilbage. Starten skulle gå kl. 13.15. Vi blev sendt op ad bjerget én og én med forskudt tid, begyndende med den, der på papiret var svagest og de stærkeste begyndte så sidst. Jeg er sikker på, at det er svært, at forestille sig, hvor stejlt en etape kan være. På TV får man ikke altid den reelle fornemmelse af, hvor stejlt en bjergetape kan være. 10% eller 12% - eller endnu mere kan man kun fornemme, når man virkeligt står på vejen og kigger enten op eller ned. Jeg kan af egen erfaring sige, at det er godt nok stejlt - mega stejlt - og det bliver ved i hele 13 km. Som nævnt begyndte vi kl. 13.15 - hurtigste mand var sidste mand, som slog den gamle rekord med 1 minut. Nu lyder rekorden på 1 time og 7 minutter. Men sejren er ikke alene forbeholdt den hurtigste, sejren er forbeholdt de, der gennemførte og til sidst kunne lade sig hylde på oppe på toppen med et glas champagne i hånden og glade - meget glade smil. Stemningen på toppen var euforisk og følelserne blev sluppet fri. Smil, latter, glædestårer og frem for alt lettelse over, at have fuldført, prægede alle. Sejren tilhører dem, der begiver sig ud i det uvisse eventyr og pludselig finder viljen i sig selv. Viljen til, at kunne gennemføre noget, der for de fleste kun var ord for 3 måneder siden, men nu blev til en realitet. Sejren tilhører de, der har viljen - for så kan man. Her vil Anitta, Camilla, Jane, Ali, Anders, Brian, Kris, Lasse, Kasper P, Kasper R, Rasmus, Kevin, Dennis, Claus, Kenny, Jeppe, Kim, Kurt, Mads, Arne, John og Bo så sige farvel og tak for denne gang.

11. etape - prolog

Så er dagen her, hvor mænd bliver til mænd og kvinder til kvinder. OK mindre kan måske også gøre det :o) Vi er ved at spise morgenmad, og det er tydeligt, at stemningen er en blanding af glæde ved, at det nu er slut og nervøsitet, om man nu kan klare det. Etapen deles op i 2 afdelinger. Første etape er på 46 km, hvor det går jævnt opad mod det sted, hvor det endelig slag skal slås. Efter en let frokost sendes vi så afsted enkeltvis op ad bjerget Alpe D'Huez - en strækning på 13 km. Vejret ser lige nu helt fornuftigt ud. Det har regnet i nat,men lige nu er det tørvejr, og det håber vi så på, at det holder. I vil høre fra mig igen, når det hele er vel overstået.

10. etape til Grenoble

De sidste par dage har budt på lidt kortere etaper (120 km), men med en utrolig varme og bagende sol. I dag blev vi forskånet for den bagende sol, da vi ved start kl. 8.30 blev velsignet med en lidt overskyet himmel. Til gengæld var turen så på 150 km og havde nogle barske stigninger. Over en distance på 20 km skulle vi klatre ca. 695 højdemeter. Det blev til en gennemsnitlig stigningsprocent på 3-4, men ind imellem var der altså bare nogle "knolde" med stigninger på ca. 16 ( nogle mener endda 18) procent! Men vi klarede det med hjertebanken og hvæs i lungerne og sveden dryppende fra mange forpinte ansigter. Nu er vi i Grenoble og har KUN en kort tur tilbage i morgen. Men den vil nok tage lige så lang tid, som om, vi skulle køre det dobbelte. Sidste etape er på ca. 65 km. Det lyder jo som en nem dag. Men tag ikke fejl. De sidste 13 km vil stige med ca. 1100 højdemeter. Ganske vidst er der ingen stejle procenter, som i dag - blot 12 procent på nogle strækninger, men det er opad, opad og atter opad. En tidligere deltager på "jeg vil, jeg kan" har en rekord på 1 time og 8 minutter. Den er der et par stykker af de stærke drenge, der vil prøve, at slå. Andre vil være glade med en tid på 2 timer og mange vil være glade for blot, at komme til toppen. Men vi vil det, så lur mig, om ikke også vi kan det. Men sejren er allerede i hus for alle deltagere. Hver dag har budt på udfordringer og kigger vi tilbage på starten d.10. juni, så er der nu tilbagelagt ca. 1300 km og det er en sejr i sig selv.

9. etape med team spirit

Nøj, hvor det kørte i dag for holdet. Etapen på ca. 120 km blev på mange måder et gennembrud for holdet, hvor de virkeligt viste hold ånd. Efter den lidt barske omgang i går ved "runden", blev der afholdt et møde, hvor kun deltagerne var med - altså uden John og Arne. Opgaven var, hvordan vil I køre etapen i dag (Dole til Bourg en Bresse)? Efter mødet var der så lavet en plan, som indebar, at alle ville hjælpe alle med at gennemføre som et samlet hold. Og det lykkedes til fulde. Stor ros til holdet, hvilket også blev sagt ved dagens runde. I morgen er det dagen før dagen. Etapen går til Grenoble - lige sådan ca. 150 km. Og efter ca. 80 km møder vi så en rigtig lang stigning på ca. 20 km. Med andre ord, det vil gå opad og opad. Alle er blevet bedt om, at indstille sig på denne udfordring, så de mentalt er klar og vil denne stigning, for så kan de gøre det. Lige en sidste bemærkning omkring dagens vejr: 36 grader i tung varme og sol.

8. etape - pyh ha, det er varmt.

Man kan ikke sige meget om vejret, da det jo et eller andet sted er bestemt fra et andet kontor. Men et kan siges - DET var en varm dag med temperaturer oppe over 33 grader og en bagende sol, der fik fuld styrke, når vi gjorde stop. At stå på en særdeles hed bakketop og vente på, at alle bliver samlede, er virkeligt noget, der kræver sin mand og kvinde. Og så skal der drikkes vand, vand og atter vand. I litervis blev der hældt i flaskerne, så på en sådan dag er det ingen sag, at drikke 5 liter eller mere. Pauser i skyggen er absolut det bedste. Nu er vi ankommet til Dole - en etape på "blot" 120 km, og det er da nemt nok, når vi faktisk har kørt en etape på 220 km. Men der er absolut stor forskel pga varmen. Vi deler altid værelse med en anden - eller med flere. Vi har prøvet lidt af hvert og delt værelse med 2, 3 eller 5 andre. Men det går fint. Alle er indstillet på det. Aftenens tema i runden var, hvem man synes byder ind med noget positivt til holdet. Det er en hård omgang, at komme igennem, men alle var indstillet på det. Baggrunden var den, at vi er afsted som et team og derfor ikke stærkere end det svageste led. Men nogle med stor styrke, fandt måske ud af, at det ikke alene er styrken der gør noget godt for et team. Vi skal gerne hjælpe på den positive måde og dermed give styrke til alle - mentalt som fysisk. Og det er jo det vi vil, og så viser det sig da også, at vi kan.

7. Etape i flot vejr

Etapen fra Nancy til Luxeuil les Bains blev en herlig og særdeles anstrengende tur, da vi nu ikke alene havde de lange bakker foran os, men også et herligt solskinsvejr. Og det kunne jo for mange lyde som den helt rigtige coctail. Men tro mig, en bagende sol og stejle bakker, hvor flere var et par km lange, er noget ganske specielt. Du skal huske at drikke vand hele tiden og holde et fornuftigt tempo, så du ikke dejser om i varmen. Humøret var dog højt på det meste af etapen. Engang imellem kunne der dog lyde beklagelser eller ordvekslinger, som nok mere var udtryk for frustrationer over egen kunnen - eller mangel på samme. Men målet blev nået. Og alle negative ytringer forvandles straks til kådhed og latter. Vi befinder os på et herligt hotel. Vi har fået dobbeltværelser. Maden var fortrinlig og vi sad ude og spiste, mens fuglene sang omkring os. En anstrengende dag, som bød på 28 grader og sol, faldt til hvile i den smukke franske natur. I morgen er der atter en dag, men det vil vi jo - og så kan vi.

6. etape - Luxembourg - Nancy

En lidt frygtet tur blev til en af de bedste ture. Måske fordi den blev lidt kortere end vi havde forventet, men det kan også være fordi etapen bød på skøn natur i et godt cykelvejr - ikke for varmt, ikke for koldt. Men en anden ting gjorde sig nu også gældende. Der var bakker i massevis. Lange seje bakker. Men når det går op, så går det jo også ned igen - og det nød vi. Nu er vi landet på et godt hotel i Nancy. Værelserne er meget fine og maden perfekt. I går, da vi var i Luxembourg, var vi der så tilpas tidlig, at flere valgte, at tage en tur i byen, men vi skulle være hjemme senest kl. 24. Og det var vi. Flere havde fundet hyggelige caféer eller barer og nød den internationale stemning, som byen byder på. Vi er nu nået over halvvejs på turen. I alt har vi cyklet over 800 km, og der resterer kun 5 cykeldage tilbage. Som jeg skrev tidligere, så vil jeg skrive lidt om Kurt. Kurt er chauffør i vores servicebil. Servicebilen kører i forvejen, modsat Mads i følgebilen, som næsten hele tiden ligger bag ved os. Servicebilen medbringer vores frokost, som Kurt står for. Han smører madder af den gode gammeldags slags. Leverpostej, rullepølse, spegepølse osv. Og så en lille sodavand til. John og Arne samt Kurt aftaler fra dag til dag, hvor bilen skal holde til frokosttid - eller også til kaffebord, for så er der kage eller andet sødt og godt, som helt sikkert sætter humør en tand op. Vi er i alt 20 mand - nej, jeg må hellere sige 17 mænd og 3 kvinder - der cykler de mange etaper. Og vi cykler tæt, nogle gange 2 ved siden af hinanden og de andre tæt bag ved, og ande gange i en lang række, som perler på en snor. Når vi ligger så tæt kan der ske det, at et forhjul fra en bagved liggende rytter rammer baghjulet på den cykel, der ligger foran. Og så kan der ske uheld i form af styrt. På førstedagen havde vi et sådan uheld og også i dag. Men jeg kan berolige alle med, at der heldigvis kun skete et par hudafskrabninger og knubs samt et par bøjede hjul. Og så kører vi videre, for vi vil jo dette her - og så kan vi.